tirsdag den 7. maj 2013

At prøve noget nyt: Vejlerne

Havde sat vækkeuret til kl. 4 i morges - ret optimistisk og jeg fandt da også hurtig på en undskyldning for at sove videre, da uret ringede. Asaa i østenvind giver INGEN fugle - god undskyldning og jeg kom op til et mere normalt tidspunkt. Ud af døren skulle jeg uanset hvad, når nu vejret var så glimrende. Tænkte at der måtte komme noget spændende ved Bulbjerg ved østenvind. Også lang tid siden jeg havde været på de kanter, som ellers er mit ynglings natur/fugleområde i DK efter at have travet Vejlerne og omkringliggende lokaliteter tynde under ynglefuglesæsonen 1989 på Vejlernes Økologiske Feltstation.
Lige inden jeg ankom til Bygholm Vejle indløb en besked om Dværgcanadagås ved Glombak. Den kunne jeg ligeså godt se, nu når jeg alligevel passerede, så det blev til et kort stop. Fik den hurtigt fundet ude i vandet, men nogen stor oplevelse synes jeg ikke det var. Ved ikke hvorfor jeg tænker "parkrymling"?
Bulbjerg viste sig hurtigt at være en nitte. Der var søbrise og derfor kom vinden ude fra havet. Ingen rovfugle og kun træk af svaler. En Lomvie svømmede ind og lagde sig på stranden. Virkede syg og jeg kunne komme helt tæt på den. 2 Mallemukker lettede fra klinten og fløj ud til fouragering. Har de gang i noget i år? Mener de lidt har opgivet klinten de senere år.
Jeg tog videre igennem Østerild Plantage og ville køre til Ræhr for at lede efter Pommeransfugle, da der kom en udmelding om genfund af Citronvipstjerten fra i aftes ved Lønnerup Fjord. Besluttede at køre en smut der forbi. Trods nogle timers eftersøgning blev Citronvipstjerten mere en Citron-væk-stjert. Den var forsvundet kort før jeg ankom. Lidt Temmincksryler stod dog på mudderfladen og godt med Gule vipstjerter rundt omkring. Var bagefter ved Bygholm/midtsøen hvor jeg stødte ind i Vagn Freundlich. Han var en af de første voksne ornitologer jeg kom til at kende, da jeg begyndte på fuglekiggeriet i starten af 80-erne. På Stensnæsskolen i Voerså (som jeg havde gået på i 1978/79) blev der oprettet en ungdomskole-klasse i ornitologi, med Bjarke Laubek som initiativtager. Vi var en gruppe drenge fra Dronninglund og Voerså som i to skoleår en gang om ugen havde undervisning på skolen med Vagn som lærer og han tog os på mange spændende ture, som jeg stadig husker som store oplevelser. Vi var bl.a. i Lille Vildmose, Ulvedybet og på Hirsholmene. I dag er jeg vist nok den eneste som stadig ser på fugle - synd for de andre;)
Tror jeg sidst så ham i 1989 på en Falsterbo-tur som Hans Christophersen stod for (hvorfor bliver de ikke lavet mere?) Sjovt at rende ind i Vagn igen!

Dværgcanadagås - find den selv :)

Ride på rede. Synes der ser ud til at være færre i år.

Redemateriale på vej.

En Lomvies endeligt. Den virkede syg og dinglede noget omkring.





Hvem stirrer du på?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar