onsdag den 26. oktober 2011

Hvem sagde Sølvhejrer?

Tranerne gjorde det. Ja altså de eksploderede pludselig i antal og findes nu som almindeligt ynglende i enhver større vandpyt. Nå måske ikke helt sådan, men de er dog blevet talrige og bedst illustreret ved, at jeg de sidste dage har opholdt mig udenfor Berlin med udsigt til 40.000 rastende traner. Eller deromkring. Endda færre end de senere år, hvor op mod 90.000 har fundet stoppested på trækket sydover i Havelluch vest for Berlin. I år virker trækket til at have fundet sted både tidligere og mere østligt end normalt. Hovedbestanden overvintrer således i Frankrig og Spanien(og nord afrika), hvor der endnu ikke er de store tal fra endnu - til gengæld er pt over 100.000 traner forsamlet i Hortobagy i Ungarn og det er en pæn slat over det normale!

Nå men tilbage til start. Tranerne gjorde det jo og nu gør Sølvhejrerne det også. De ses i antal i det sydlige Danmark, som aldrig før. 12-13 hvid hejrer i flokke ville være uhørt hvis man sammenlignede med bare få år siden, men det er nu en realitet. Flere er på vej! Ved et besøg i Linum de to foregående dage - Linum skrev jeg tidligere om her - kunne jeg ved en dam tælle hele 17 Sølvhejrer. Imponerende tænkte jeg og den vil ingen tro på, var så næste tanke. Desværre blev hejrerne talt under opflyvingen fra en dam, som jeg ikke kunne se pga et dige. Hvor mange der egentlig stod i dammen, kunne jeg kun gætte på - og mit gæt var altså 17. Næste dag, og det var så i går, tog jeg igen forbi Linum, og ud over en hulens masse ænder, traner, gæs og hele 7 havørne, stod der nu en pæn sjat Sølvhejrer i den dam, som KUNNE overskues. 23 lagde jeg ud med, og det fik jeg heldigvis et foto af. Men som tiden gik og Havørnene fik jaget gæs, ænder, hejrer og en enkelt Rørdrum på vingerne, blev modsatte ende af dammen efterhånden hvidt af lange halse. 76 Sølvhejrer! Det endte jeg med at kunne tælle på een gang!!

Fotoet ovenover viser 49 af dem, resten står til begge sider. Sølvhejrerne er på vej!

Lidt Tranefotos og en enkelt Sædgås fra Linum:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar