torsdag den 13. februar 2014

Observationer 13. februar 2014

ASAA - Knopsvane 2, Lysb. Knortegås 157, Gravand 264, Pibeand 4, Gråand 300, Spidsand 2, Bjergand 27, Ederfugl 70, Sortand 30, Hvinand 60, Musvåge 1, Tårnfalk 1, Strandskade 4, Storspove 7, Islandsk Rødben 17, Hættemåge 50, Stormmåge 120, Sølvmåge 40, Snespurv 32.

Kommentarer: En mand med to hunde løs på vaden ved Gerå, havde sendt alle ænder og fugle i det hele taget, op til de mere stille vader ved Asaa. En Ederfugl skilte sig ud fra de andre. Den havde brun krop, men en skarp afsat hvid hals og hovede, gjorde den speciel. Se det dårlige foto nedenunder - desværre stor afstand og "varme"dis. Ved kig i skopet kunne det ses, at den var lidt sortspættet i det hvide hovede, så sikkert en leucistisk udgave af Ederfuglen.
Leucistisk Ederfugl, Asaa

Tænkte først hybrid, da jeg så den i håndkikkerten, men i skopet kunne det afbekræftes. Bjergænder i "større" antal ved Asaa går der langt imellem. De 15.000 der lå ud for kysten (godt nok ved Gerå) i starten af halvfemserne, er ikke set siden i de mængder og det sker nok heller ikke i min resterende levetid! Pænt mange Gravænder, men vaden var også isfri, så ikke så overraskende alligevel. Min torsdagstur i Vendsyssel havde et par andre formål: Jeg ville tjekke for Stor Hornugle på en lokalitet på Jyske Ås og se efter overnatningsplads for Rød Glente ved Østervrå, siden en Benny Rytter havde 13 glenter deroppe tidligere på vinteren. Første mål lykkedes ikke. Måske blæste det for meget og måske skulle jeg blive noget længere. Tror stadig der er stor sandsynlighed for, at der er Stor Hornugle på lokaliteten. Jeg tjekker igen senere. Jeg kørte ind i Østervrå uden nogen fornemmelse for, hvor de mange glenter var blevet set. Da mørket var ved at falde på, havde jeg egentlig opgivet, men på vej ud af byen ser jeg røven af en glente flyve over mod en skov. Jeg prøvede at finde en vej, så jeg kunne komme tættere på, men fandt ikke nogen. Jeg så ikke flere fugle, men der kunne sagtens være flere på lokaliteten - der var for mørkt til at se nogen i træerne. Det når jeg desværre ikke at tjekke op på i denne vinter, da jeg snart er rejst sydpå og først hjemme midt i marts, hvor det må formodes at overnatningspladserne er ved at være lukket for i vinter (eller hva?). 


Sangsvaner, Melholt

Sangsvaner, Melholt



Islandske Rødben, Asaa




Ingen kommentarer:

Send en kommentar