mandag den 20. juni 2011

Beskyttelse af terner og klyder?

Borgmestermolen set mod vest.
Optællingen af ynglende vadefugle og terner langs sydøstvendsyssels kyst har givet et par svar: Jo der yngler godt nok både Dværgterner, Havterner, Klyder og andre vadefugle på især de lange sandrevler, som ligger som en barriere mod Kattegat og giver rolige vandflader mellem kyst og revler. Men nej, trods umiddelbare gode forhold kommer der ikke noget ud af anstrengelserne. Fuglene opgiver trods æglægning og svarene på det er ikke noget større mysterium: Forstyrrelser og prædation! Der er groft sagt to typer sandrevler: A) Dem som ligger langt ude og hvor vaden ind mod land næsten altid er dækket af vand, hvilket giver en naturlig beskyttelse mod f.eks. ræve og afholder også større menneskelig forstyrrelse. B) Dem som bliver landfaste ved lav vandstand, og er derfor særligt udsatte for rovdyr, da de har fri adgang. Menneskelig forstyrrelse foregår ofte på de revler - i hvert fald dem som ligger tæt på f.eks. borgmestermolen. Andre ligger længere væk, men er yndet mål for ravsamlere.

Vis Revler på et større kort

Eksempel fra Irland: Information om ynglende Dværgterner.
Kunne det være en idé ved Asaa og Gerå?
Det er svært at komme rovdyrene til livs, og spørgsmålet er også om man skal det. Men menneskelige forstyrrelser kan vi gøre noget ved. Med relativt små tiltag kan man informere strandgæsterne om ynglende fugle og hvad man kan gøre for at hjælpe dem på vej til yngle-succes. Opsætning af info-skilte kunne være en metode eller en angivelse af fuglenes kolonier, så folk kan holde sig på behørig afstand, kunne være en anden. Jeg har snakket med flere besøgende ved især Gerå, som er ude og lufte (løs) hund, og de ved godt der er ynglende fugle, men det er ikke rigtig noget de tænker over. En dame kunne ikke forstå, at der ikke var sat et skilt op om, at holde hunden i snor. Kort forinden havde hendes to schæfere leget tagfat på en revle med et par Havterner! Nej folk skal oplyses og informeres - det må være vejen frem. Jeg har taget kontakt til Brønderslev Kommune og så må vi se hvad der sker. Noget skal der ske, Dværgternerne, Havternerne og Klyderne ved Gerå har fået ødelagt deres koloni og der kom aldrig gang i ternerne nord for Asaa - sandsynligvis som et mix af forstyrrelser og rovdyr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar