Forholdet mellem naturen og mennesket
kan man i nogen grad have sin tvivl, om det er en alliance eller en
modsætning. At ”leve i pagt med naturen” giver nok ikke så
meget mening i dag, som udtrykket nok gjorde før hen. I hvert fald
ikke i vores del af verdenen, selv om nogen nok vil hævde at de gør
det. Men mindst et sted er jeg løbet ind i et samspil mellem natur
og mennesket, som lever op til det gamle udtryk:
I Sydindien, nogle kilometre ude af en
sidevej til hovedvej 17 mellem Mysore og Bangalore i staten Karnataka, ligger den lille landsby, Kokrebellur (den staves på mange
forskellige måder, hvis man slår den op på nettet!). I Kokrebellur
lever man hovedsaligt af traditionelt landbrug og produktion af
silke. Det har man gjort i årtier og ikke noget usædvanligt i det.
Det mere odiøse er samspillet mellem mennesket og natur.
I landsbyen har der i århundreder ynglet Painted Storks
Mycteria leucocephala og Spot-billed Pelicans
Pelecanus philippensis, to arter som begge er på
IUCN Red List over nærtruede arter.
 |
Silkelarvens pupper i et hjemmelavet stativ
|
Fuglene yngler efter monsunen er overstået i efteråret i landsbyens figen- og tamarind-træer, sammen med arter som Nathejre, Bronzeibis, og Javaskarv.
Kolonierne af fugle er af landsbybeboerne værdsat som lykkebringere for en god høst, og tidligere var fuglenes guano en værdifuld gødning til markerne i området. Fuglene ødelægger dog høsten af frugten fra træerne, men dem erstatter naturforvaltningen i Mysore-distriktet ved at betale landsbyen et årligt beløb. Så alle er glade, og storke og pelikaner har en sikker yngleplads mange år endnu.
Vis stort kort
 |
| Flaps out! |
Forøvigt betyder Kokrebellur noget i retning af "storkelandsbyen".
Billederne er fra marts 2009.
PS. Er man i området, er Srirangapatnam et besøg værd. Masser af fugle ved Kaveri-floden og selve landsbyen har en interessant historie.
Ranganthittu Bird Sanctuary kan man nå på cykel fra Srirangapatnam.
